Vi kender dem alle. De små dynger jord som ligger på græsplæner, i rabatter, på marker og ja – alle mulige andre steder.
De små jorddynger er selvfølgelig muldvarpens værk.
Muldvarpeskud er jo rimeligt harmløse i sig selv, men kommer muldvarpen først ind i ens have, kan den hurtigt få din græsplæne til at ligne en slagmark. Et muldvarpeskud bliver til mange, for de små banditter er gode til at grave, og skal jo have et sted at gøre af den overskydende jord.
Det kan derfor være nødvendigt at bekæmpe muldvarpene, hvis ikke du kan leve med at de er herrer over din græsplæne.
I denne artikel vil jeg fokusere på muldvarpebekæmpelse i din have.
Muldvarpebekæmpelse i haven
Muldvarpe elsker god jord med masser af fødeemner, og den betegnelse falder de fleste af vores haver ind under. Muldvarpe lever af regnorme, insekter, snegle og andre smådyr, og dem er der typisk nok af i en normal dansk villahave.
Får du besøg af muldvarpe vil det hurtigt kunne ses. Den lille dynge jord med op mod 5-6 kg jord pr. dynge er ikke til at tage fejl af. Nydeligt placeret på din fine græsplæne eller i et af dine bede.
Når du har opdaget det første skud, er det tid til at sætte ind med bekæmpelsen med det samme. Jo før du kommer i gang, jo bedre og nemmere vil det være at slippe af med de små skadedyr.
Der findes mange måder at slippe af med muldvarper på. Du kan bruge muldvarpesakse som er effektive, men også kan virke barske, da de ikke altid afliver dyret med det samme. Du kan også prøve dig frem med muldvarpeskræmmere, som skulle udsende en lyd som de ikke kan lide.
Der findes desuden forskellige produkter som udsender dufte, som muldvarpene ikke kan lide. Det vil typisk være nogle små piller eller kugler som drysses ned i gangene, og får muldvarpene til at forsvinde.
Hvad der er mest effektivt i din have, er svært at sige. Du må prøve dig frem. Det afhænger meget af hvor omfattende muldvarpeangrebet er, havens størrelse og havens placering i forhold til fx marker.
6 muldvarpebekæmpelsestips
- Start bekæmpelsen så snart et skud ses i din have. Jo før du sætter ind, jo nemmere vil det være at få bugt med dyrene.
- Når du skal holde øje med om der er aktive muldvarpe, kan du med en haveslange vande jorden tilbage i muldvarpens gange. Det gør det lettere at se hvilke skud, den er aktive ved, da den så her vil grave jorden op igen.
- Muldvarpefælder er de mest effektive til at slippe af med de ubudne gæster. Der findes forskellige typer fælder, som alle må anvendes af privatpersoner, og er lette at sætte på ved skuddene.
- Forebyg nye muldvarpeangreb. Har du haft muldvarpe længe, vil de formentligt have gravet et stort gangsystem under jorden. Nye muldvarpe vil nemt kunne overtage de allerede eksisterende gangsystemer, og kan skjule sig for dig længe. Sørg derfor for at bekæmpe muldvarpene selvom du ikke har synligt aktive muldvarper i haven.
- Muldvarpebekæmpelse om vinteren er nødvendigt, da de er ekstra aktive om vinteren når der er frost i jorden. Muldvarpenes føde søger dybere ned i jorden, og muldvarpene må grave ekstra meget for at komme ned til føden. Der vil derfor oftest komme mange muldvarpeskud i vinterperioden.
- Koordiner muldvarpeindsatsen med din nabo. Har du muldvarpe i haven, er naboen i højrisikozonen for også at få besøg af dem. Advar derfor hinanden hvis I får muldvarpebesøg, og bekæmp på tværs af skel, så I begge forbliver muldvarpefri.